Kom helt tæt på søfarten når M/S Museet for Søfarts nye maritime legeunivers DRØMMESKIBET åbner den 2. oktober. Det 400 m2 store univers skal formidle glæden ved søfart og havet, og stimulere til leg, eventyr og fortællinger mellem børn, forældre og bedsteforældre. DRØMMESKIBET er støttet af Nordea-fonden og Lauritzen Fonden.
Der skal bygges bro mellem generationer gennem fortællinger, eventyr og leg i M/S Museet for Søfarts DRØMMESKIBET, der åbner den 2. oktober.

Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart siger:
Med DRØMMESKIBET lægger vi op til, at man skal lege, løbe og røre - alle de ting der normalt ikke er tilladt på et museum. Vi ønsker at bringe flere generationer sammen, og især bedstefædre kan komme på banen med deres viden og minder om søfart og sejlads. Museet har nu for alvor fået et tilbud til børn også til de ikke museumsvante. Vi vil gerne være et frirum, hvor fantasien og legen er i centrum.
Tag på eventyr
Og der bliver masser af aktiviteter for børn i alderen 3 til 12 år. På selve DRØMMESKIBET - en parafrase over et motorskib fra 50erne - kan man løbe, sanse, røre og få det maritime helt ind under huden. Man kan kravle ind i maskinrummet, laste og losse, sætte gang i maskintelegrafen og slappe af i skibskøjen.
På DRØMMESKIBET får vi vores fælles, maritime kulturhistorie helt ind under huden. Søfartens historier og håndværk kommer tæt på både store og små. DRØMMESKIBET bringer generationer sammen og vil styrke både Helsingørs og Danmarks maritime fortælling og sikkert inspirere andre museer til ny og kreativ historiefortælling, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
www.mfs.dk