Bioblitz viser meget natur på golfbane

Køllesværmer og kanelbjørn, troldflagermus og tusindgylden. Det er blot nogle få af mere end 500 fantastiske dyre- og plantearter, som naturkyndige eksperter og frivillige fandt på Hornbæk Golfklubs område i lørdags. Det skete på en såkaldt bio-blitz, som Nationalpark Kongernes Nordsjælland arrangerede.

Bioblitz er en særlig form for registrering af naturen, hvor eksperter i et afgrænset tidsrum (op til 24 timer) registrerer alle arter, de finder i et bestemt område. Formålet er at give et billede af den artsrigdom, som området rummer. Denne bioblitz er gennemført i samarbejde med folkene bag Bioblitz.dk og Hornbæk Golfklub.

Er der natur på en golfbane?

De fleste forbinder golfbaner med tætklippede, golde græsarealer med aktive golfspillere som det eneste liv. Men golfbaner rummer et ofte overraskende varieret landskab og Hornbæk Golfklub er ingen undtagelse. Golfbanen er etableret i et tidligere grusgravsområde med flere småsøer, partier med blomsterrige overdrev, en lille fårefold og smålunde med gamle træer. Gurre Å løber gennem området, som ligger op ad Klosterris Hegn.

Masser af planter og insekter

I det blæsende og lidt kølige vejr knoklede de 10 naturkyndige på i felten, fandt og bestemte dyr og planter – mere end 500 blev det til. Over 250 forskellige planter, 220 insekter, 40 fugle, 10 pattedyr og meget andet.

Nogle insekter blev samlet ind til senere bestemmelse – den endelige artsliste gøres færdig over de kommende uger og vil blive offentliggjort på nationalparkens hjemmeside. Alle registreringer lægges i den statslige database, Arter.dk, hvor du kan finde flere oplysninger og billeder af dyr og planter.

Eksperterne fandt også arter, som kun er registreret få steder i landet. Det gælder f.eks. smal filtbi, som i Nordsjælland kun kendes fra Halsnæs og Jægerspris. Arten parasiterer på andre bier. Også en sjælden art af våbenflue (Pachygaster leachii) blev fundet.

Golfklubben var begejstret!

Hornbæk Golfklub er glade for at kunne gøre noget for naturen. Golfklubben søger at skabe et varieret landskab og plejer dele af området for naturens skyld. De har fået tilskud fra nationalparkpuljen til at sætte mere end 150 fuglekasser op, og en af deres bygninger lægger gavl til seks mursejlerkasser, som nationalparken har sat op i forbindelse med en kampagne for at hjælpe arten.

Golfklubben var da også meget begejstret over at lægge område til nationalparkens første bioblitz for eksperter. Golfspillere fik i løbet af dagen på turen rundt med golfvognen indblik i naturen ved at snakke med eksperterne. Andre fik en uforglemmelig oplevelse af nattens dyreliv på en tur med flagermus-ekspert Hans Baagøe, hvor ikke mindre end 6 flagermus-arter blev hørt og set i skumringen!

Flere bioblitzer!

Nationalparken samarbejder med de fem kommuner om mini-bioblitzer for skolebørn (læs mere her: https://nationalparkkongernesnordsjaelland.dk/nyheder/2022/undervisningen-rykker-ud-i-nationalparkens-groenne-natur/). Nationalparken forventer også i de kommende år at kunne gennemføre flere bioblitzer for eksperter.

Foto: Marianne Lund
Kilde: Kongens Nordsjælland