Jægerspris Revyen rykkes til efteråret

Det faste hold står klar til at gøre grin med Danmark, danskerne og tidens tendenser.

”Og der er jo rigeligt at tage fat på. Jeg havde faktisk skrevet en sms til mig selv med alle de emner, vi skulle gøre grin med, men den er desværre blevet slettet,” siger Lukas Birch med et smil på læben.

Corona har spændt ben for meget – specielt i kulturbranchen. Sidste år blev Jægerspris Revyen aflyst helt, men sådan nægter revydirektør Lukas Birch, at det skal gå igen i år og har derfor beslutte, at Jægerspris Revyen fremover bliver en efterårsrevy.

”Der er flere gode grunde til at rykke revyen til efteråret, men den vigtigste er, at jeg, holdet og publikum ikke kan vente yderligere et år, før der bliver revy. Der skal være Jægerspris Revy i år, og det bliver der i oktober” fortæller en glad Lukas Birch, der på trods af aflysningen af revyen alligevel har haft anledning til at stå på JAS-teaterets scene.

”I efteråret var jeg på landsturné med Ulf Pilgaard, hvor vi optrådte to gange med vores talkshow i JAS, og det var helt fantastisk. Publikummet i Jægerspris er noget ganske særligt. De er engagerede, lyttende og altid i et godt humør. Og så er det jo altid skønt at vise vores fine teater frem for mine kollegaer, som ikke har set det endnu.”

Jægerspris Revyens hold i 2022 kommer til at bestå af det faste skuespillerpar Anne Karin Broberg og direktøren selv Lukas Birch. Som altid er det Michel Castenholt,  der svinger den store instruktør-pisk og får hele forestillingen på benene.

Billetter kan købes på www.jægersprisrevyen.dk og spiller fra den 9. oktober til 6. november 2022.
Fotograf Mathias Rasmussen.