Lisbet Dahl klar til Cirkusrevyen

I det grønne telt på Dyrehavsbakken er der gang i prøverne på Cirkusrevyen 2022. Lisbet Dahl, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Carsten Svendsen er holdet, der hele sommeren er klar til at underholde de tusindvis af forventningsfulde gæster i teltet.

Foran Cirkusrevyens portal er der fodaftryk af alle revyens skuespillere siden 1988. Med præcis en måned til premieren satte skuespillerne bag årets revy deres fødder i cement, og selvom traditionen blev holdt i hævd, så er denne sæson alligevel speciel. Cirkusrevyen 2022 er Lisbet Dahls sidste sæson, og det er dermed de sidste aftryk, Lisbet sætter på Danmarks største revy – både i cement og på scenen, og det er med stor forventning, at Lisbet instruerer og medvirker i sin sidste Cirkusrevy.

”Først og fremmest glæder jeg mig til at se publikum inde i teltet. Det bliver naturligvis specielt, at det nu er min sidste sæson, men forberedelserne har været helt, som de plejer, og vi arbejder lige nu på højtryk på at lave en fantastisk revy, som publikum forhåbentlig synes rigtig godt om. Der er nok emner at tage fat på, og jeg glæder mig til at vise, hvad vi har lavet, når vi kommer til maj,” siger Lisbet Dahl.

Under sidste års Cirkusrevy måtte Lisbet sygemelde sig undervejs. Pausen har gjort hende godt – i år er Lisbet tilbage og klar til sin store finalesæson.

”Jeg har virkelig savnet at stå på scenen, jeg har savnet publikum, og jeg har savnet min anden familie her i Cirkusrevyen. Jeg er så glad for at være tilbage og få sagt et ordentligt farvel til de mange mennesker, jeg har arbejdet sammen med i min tid i revyen,” siger Lisbet Dahl.

Cirkusrevyens direktør Torben Pedersen ser frem til en revy, hvor tingene er ”som de plejer at være”.

”Efter nogle turbulente år med stor usikkerhed bliver 2022 forhåbentlig det år, hvor alt bliver normalt igen. Det glæder jeg mig meget til. Det er naturligvis helt specielt, at Lisbet medvirker i Cirkusrevyen for sidste gang, og selvom det bliver med en klump i halsen til premieren, så ser jeg enormt meget frem til at hylde Lisbet hele sæsonen sammen med vores fantastiske publikum,” siger Torben Pedersen.

Cirkusrevyen 2022 har premiere den 12. maj, og der er arrangeret en særlig hyldestforestilling for Lisbet Dahl søndag den 14. august. Læs mere på www.cirkusrevyen.dk.