Tunen er tilbage i Øresund og i enorme mængder  

Den atlantiske tun Thunnus thynnus er for alvor ankommet til Øresund på jagt efter de store stimer af både hornfisk, makrel og sild og de sidste dages tunsafarier har været overvældende med hundredevis af springende tun.

Lørdag d. 12. august kom tunen for alvor kommet ind i Øresund og på jagt efter de store stimer af hornfisk, makrel og sild som siden starten af august også er dukket op i store mængder og siden i lørdags har akvariets havbiologer og guider set tunen springe el. plaske i overfladen ombord på akvariets tunsafarier.

Et naturfænomen i verdensklasse

– Jeg troede vitterligt ikke det kunne blive vildere end sidste år men det må jeg bare konstatere at det er og nogen gange spørger man sig selv – ”Er jeg virkelig i Danmark ? ”. Det er sørme svært at stå og sige til folk at der lige i øjeblikket er flere hundrede tun på mellem der springe op af vandet ude på Øresund og man kan fornemme at de fleste tænker – han er da fuld af løgn. På flere af turene i løbet af sidste uge, hvor der er ovenikøbet har været vindstille og varmt, har vi set over 200 tun springe ud af vandet og lande med et kæmpe plask efter at have jaget rundt med de forsvarsløse hornfisk, makrel og sild. Ingen andre steder i verden springer tunen så meget som netop i Øresund muligvis på grund af den tragtformede bund og de stærke strømme, siger Jens P. Jeppesen.

Øresund – et fantastisk havområde  

Jens Peder Jeppesen ser det som en stor attraktion for Øresund, at tunen er kommet så stærkt igen. Der er en stor interesse for at komme ud og opleve disse store ikoniske fisk og det vil løfte hele områdets turisme og styrke interessen for vores allesammens unikke Øresund og i sidste ende kan tunens tilbagekomst måske være med til at virkeliggøre den naturnationalpark som regeringen har planlagt Øresund skal blive til, mener han.

– Årsagen til at den atlantiske tun er tilbage i Øresund skyldes bl.a., at tunen er i god vækst i Nordatlanten. I mange år har der været meget strenge restriktioner overfor erhvervsfiskeri efter tun i bl.a. Middelhavet og dette har højst sandsynligt forårsaget at de store tun er i stor vækst og der er grund til tro at bestanden fortsat vil stige hvis restriktionerne fortsætter”, siger Jens Peder Jeppesen.

– En anden grund til tunens trivsel i Øresund er at der er masser af makrel og sild i Øresund. I kæmpemængder. Tunen elsker begge dele. Og Øresund fungerer som en tragt, som silden og makrellen skal igennem. Det er et oplagt fangsted, hvor tunen står som en ulv, parat til at slå til, fortæller akvariechefen.

Vækst i antallet af havsafarier på Øresund

I forhold til sidste år har Øresundsakvariet i 2023 arrangeret over dobbelt så mange marsvin-, tun-, og sælsafariet og på trods af det dårlige sommervejr er der begyndt at blive en stor efterspørgsel på turene især i forhold til tunsafarierne. Hvorvidt der I år igen bliver sat rekord i udbudte havsafarier må tiden vise men interessen er enorm.  

-Turene har vist sig at appellere til både danske men også i vidt udstrækning de udenlandske turister som higer efter store oplevelser i den danske natur og havet er mange steder et uopdaget område, fortæller Jens P. Jeppesen. Jens P. Jeppesen forventer en stadig stigende efterspørgsel i kommende år. 

Ingen garanti men store chancer

Øresundsakvariet kan selvfølgelig ikke garantere at alle ombord akvariets store RIB gummibåd får set en springende tun men chancerne er gode. Sidste år så Øresundsakvariet faktisk tunene springer el. plaske på ca. 70 % af turene og det må siges at være ret unikt. Tunen skal jo ikke op og trække luft ligesom marsvinet og andre hvaler men springer udelukkende grundet dens specielle jagtadfærd tæt på overfladen hvor store stimer af makrel, sild og hornfisk skrækslagne bliver jagtet rundt.

– Det eneste vi dog kan garantere er en spændende og aktionfyldt sejltur hvor vi fortæller om tunens liv i Øresund på godt og ondt. Inden turene vises en kort intro til tunens adfærd så man er godt udrustet til turen og ved hvad man skal kigge efter, siger Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og akvarie- og museumschef på Øresundsakvariet under Biologisk Institut på Københavns Universitet.  

Øresundsakvariets tips til tunspotning

Hvis man er ude på Øresund i egen båd og gerne vil forsøge sig med at se en tun, er der her nogle tips fra Øresundsakvariets naturformidlere.

  – Der er områder i Øresund hvor vi ser dem mere end andre og hvor de ligefrem ynder at jage fiskene op i overfladen. Disse områder er tit hele den svenske side af Øresund og især i sejlrenderne både den sydgående danske side og den nordgående svenske. Et andet godt sted er den smalleste del af tragten mellem Helsingør og Helsingborg hvor tunen i perioder ynder at jage rundt med makrel og sild. Et tredje absolut topsted er foran Hornbæk Plantage samt ved de sidste bøjer ud mod Kattegat og endelig i området ved Svinabodan Fyret på den svenske side. Den vigtigste ting når man spotter tun er at se efter de store hvide plask som kan ses på helt op til 2 km afstand hvis forholdene byder til det altså stille vejr med ingen vind og bølger. Desuden er tunen meget stor, 200-400 kilo, nogle gange endda endnu større helt op til ca. 700 kg., og svømmer meget hurtigt. Helt op til ml. 70-80 kilometer i timen, fortæller akvariechefen.

Når Jens Peder Jeppesen selv er ude på tun-safari, holder han især øje med de store hvide plask i overfladen, men ser også efter ”pletter” eller ”mærker” i vandet.
Tun danner nogle skumpletter i vandet, når de har sprunget formentlig fra noget afrevet protein fra deres overflader. Dem holder jeg øje med. Der er også en anden slags ”stille” plet, som de skaber i vandoverfladen i stil med når de store hvaler dykker men her genereret når de med deres kraftfulde halefinner har pløjet overfladen i jagten på fisk”, forklarer Jens Peder Jeppesen.

Den bedste sæson for spotning af den store fisk er august, september og oktober og de bedste spotningstidspunkter er helt stille vejr tidligt morgen og aften. Men også disse råd har sine begrænsninger idet der i år er set tun springe foran Hornbæk Plantage allerede i juni måned og adskillige er blevet set over sommeren.

Tunsafaribilletter kan bookes gennem Øresundsakvariets hjemmeside

www.oresundsakvariet.ku.dk

Fakta om tunen i Øresund:

Den blå finnede el. Atlantiske tun er de seneste år begyndt at vise sig i Øresund igen efter ca. 55 års fravær. Den ankommer normalt i Øresunds smalle farvand i slut august og bliver her nogle år oktober måned ud alt afhængig af fødemængden og temperaturen i det sene efterår. Efter den har fyldt sig med sild, makrel og hornfisk i Øresund hele efteråret tager den fuldfed tilbage til sin vinterresidens nemlig i den vestlige del af Middelhavet og vest for Gibraltar og ned mod Afrika. Efter gydning i området ved Gibraltar i maj og juni måned begynder den atlantiske tun igen at drage mod de fiskerige farvande nordpå og specielt Øresund er et område som de særligt tiltrækkes af grundet de store forekomster af sild, makrel og andre pelagiske fisk.  
Foto: Fotograf Lars Åge Lauersen

Øresunds Akvariet
Strandpromenaden 5
3000 Helsingør
Tlf. 3532 1970
Øresundsakvariet er en del af Københavns Universitets levende museer og et zoologisk anlæg. Akvariet er beliggende i Helsingør og deltager sammen med Marinbiologisk Sektion, begge under Biologisk Institut i forskning, undervisning og formidling af det omgivende havs økologi og biodiversitet.