PASSAGE FESTIVAL 2024 – Alle dage fra 29. juli – 3.august 2024

Vi nærmer os dette års PASSAGE Festival. Vi har igen i år et stort program for hele familien med danske og internationale kunstnere, der byder på alt fra Cirkus i private hjem, poetiske solopgangs-vandringer gennem det maritime Helsingør, spektakulær danseforestilling i byens Kulturhavn og en klovneforestilling om noget så usjovt om 50.000 udrydningstruede dyr. 

Der er også Italiensk open-air cirkus i klosterhavenklovneforestillinger i Toldkammergården, poetisk dukketeater med stor musikalitet og blid humor i et løftet øjenbryn – eller cykel-forestillinger i Helsingørs Nordvest-kvarter, hvor publikum vel og mærket skifter sædet ud med en saddel og selv cykler gennem området på jagt efter historien om en italiensk cykel-legende.

Mere end 50 europæiske kompagnier og teatre præsenterer deres værker i Helsingør i uge 31. Den årlige PASSAGE Festival bringer hvert år verden til Helsingør, og forvandler både byerne og boligområder til en legende og levende scene. Mange forestillinger er gratis, mens nogle af forestillingerne kræver billet eller et PASSAGE festivalarmbånd.

HUSK: Har du Helsingør Teater Sæsonkort 2024/25 kan du også bestille sæsonkort-billetter til forestillingerne med entré på PASSAGE Festival. Du skal blot logge ind med den samme profil – denne gang ovre på www.passagefestival.nu. Så kan du bestille dine billetter.

Program og billetsalg på www.passagefestival.nu