Espergærde Bibliotek: Litteratur Live med Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Oplev forfatterne Jesper Bugge Kold og Mich Vraa på Espergærde Bibliotek den 21. april, når de for første gang møder publikum med deres helt nye bog ’Tre dage i april’.
Sidste år begyndte forfatterparret deres samarbejde med bestsellerromanen ’Pigen fra det store hvide skib’, hvor en ung kvinde tager på redningstogt med det danske hospitalsskib under Koreakrigen.

Nu følger de succesen op med en endnu en historisk roman, som ligesom deres forrige omhandler datidens helte, der satte livet på spil for at redde krigens ofre.
Denne gang har forfatterne rettet blikket mod Tyskland under 2. verdenskrig. Tre dage i april tager nemlig afsæt i en af de mest ikoniske redningsaktioner fra Anden Verdenskrig, da Røde Kors’ hvide busser hentede danske og norske fanger hjem fra de tyske koncentrationslejre.

  • Vi er meget begejstret for at få besøg af et yderst aktuelt og populært forfatterpar på vores bibliotek. Sidste år var deres bog ’Pigen fra det hvide store skib’ den mest udlånte bog blandt vores voksne læsere. Det er et spændende forfatterpar, som har en stor fascination for krig i en historisk kontekst. De er meget grundige i deres research og brug af kilder og formår at formidle denne viden på en indlevende måde gennem de personer, man følger, siger litteraturkonsulent i Helsingør Kommunes Biblioteker, Gro Frank Rasmussen.

Ligesom med Bugge og Vraas første fælles roman, er hovedrollen igen en ung kvinde. Man følger Dagmar, som en forårsdag i april i 1945 drager mod kz-lejren syd for Hamburg for at hente danske og norske fanger hjem.

  • Det er interessant, at Bugge og Vraa vælger at formidle en krigshistorie gennem en ung kvinde. Den danske kvinde tager på mission for at redde nogle mennesker – men også i håbet om at finde sin forsvundne mand. Og dermed bliver det også en kærlighedshistorie, en historie om tab og om de barske, menneskelige konsekvenser ved krig, siger Gro Frank Rasmussen.

Litteratur Live med Jesper Bugge Kold og Mich Vraa
Espergærde Bibliotek 21. april 19:00 – 20:00
Pris 50 kr.
Samtalen vil blive modereret af litteraturanmelder ved Jyllands-Posten Katrine Sommer Boysen. Læs mere på www.helsbib.dk
Fotokredit: Simon Nørlev