Mød de danske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2022
Torsdag den 24. februar kan du på Biblioteket Kulturværftet møde de to danske, nominerede forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Navnene på de nominerede forfattere afsløres først på selve dagen. Samme dag som sløret løftes for de øvrige nominerede fra de andre nordiske lande.
I et eksklusivt samarbejde med Nordisk Ministerråd præsenterer Biblioteket Kulturværftet de to danske nominerede forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.
Her vil kulturjournalist ved DR, Tore Leifer samtale med de to forfattere om deres forfatterskaber og det værk, de er indstillet for.
– Vi er glade for igen i år at tilbyde et eksklusivt arrangement på Biblioteket Kulturværftet, hvor publikum får mulighed for at møde de to danske forfattere, der er indstillet. Det er en af nordens allervigtigste litteraturpriser og en pris, som giver genklang i hele norden. Den åbner nemlig ikke blot døre til de nordiske lande men også ud mod resten af verden, hvor folk får øje på de nordiske forfattere, siger litteraturkonsulent på Helsingør Kommunes Biblioteker, Gro Frank Rasmussen.
Nordisk Råds Litteraturpris blev uddelt første gang i 1962 og gives til et skønlitterært værk, der lever op til høje kunstneriske og litterære krav, og som er skrevet på et af de nordiske sprog.
Siden 2017 har publikum kunne møde de nominerede danske forfattere på Biblioteket Kulturværftet på dagen, hvor de indstillede til prisen, afsløres.
Som et bibliotek med særligt fokus på nordisk litteratur, er det naturligt for Biblioteket Kulturværftet at understøtte Nordisk Råds Litteraturpris med et arrangement som dette. Ligesom publikum kan møde en lang række af de nominerede nordiske forfattere på den årlige litteraturfestival NORD.
Nordisk Råds Litteraturpris
24. februar 2022, kl. 19.00 -20.30
Arrangementet foregår på Biblioteket Kulturværftet, Dækket, 2. etage.
Fri entré. Tilmelding på billetten.dk eller på biblioteket.
Billedtekst: Foto fra NORD 2017. En perlerække af de nominerede forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris har gennem årene og i forbindelse med Nordisk Litteraturfestival, NORD besøgt Helsingør. Fra samiske Inga Ravna Eira, norske Vigdis Hjorth, danske Kirsten Thorup, islandske Audur Ava Ólafsdóttir, færøske Jóanes Nielsen, svenske Agneta Pleijel og mange flere.