Øresundsakvariet: Hajer – en vigtig brik i havets økosystem

Hvad bruger hammerhajen sin hammer til? Hvordan håndfodrer man en fire meter lang haj med godbidder? Hvorfor er hajer vigtige for et sundt havmiljø? Dyk med ned under overfladen og oplev hajerne på nært hold i vores fascinerende fotoudstilling eller læn dig tilbage og lyt til et spændende foredrag om hajernes biologi.
20. april 2022 Er du bange for hajer? Kom ned på Øresundsakvariet i anledning af Forskningens Døgn, og få frygt forvandlet til fascination. Faktisk bør vi være bange for, at hajerne forsvinder. De spiller nemlig en vigtig rolle i opretholdelsen af sunde marine økosystemer i både tropiske og nære havmiljøer.
Fotoudstilling i akvariet Kom ned på Øresundsakvariet og oplev dugfriske undervandsbilleder fra de hajfyldte farvande omkring Bahamas.
På fotoudstillingen kan du se nærbilleder af blandt andet hammerhajer, tyrehajer og baby citronhajer.
Udstillingen vil blive vist i hele perioden for Forskningens Døgn dvs. fra lørdag d. 23. april til fredag d. 29. april.
Foredrag i auditoriet I weekenden d. 23. og 24. april kl. 11-12 kan du opleve et foredrag afholdt af biolog, dykker og undervandsfotograf Jonathan Filskov som har dykket med hajer i mange år. Her kan du blive klogere på hajens levevis, og vi taler om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer godt på vores hajer og havmiljø i det hele taget. Bemærk, at der skal betales alm. entré til akvariet for at få adgang til arrangementet. Adressen på Øresundsakvariet er Strandpromenaden 5, 3000 Helsingør – tæt på Kronborg Slot. For mere information se vores hjemmeside:
www.oresundsakvariet.ku.dk
Foto er  taget af Jonathan Filskov