PASSAGE Festival 25.-30. juli 2022 i Helsingør

På seks dage kan man opleve spektakulært og excentrisk cirkus, klassisk gadeteater, stedsspecifikke forestillinger udviklet til festivalen, dans, koreografi og eksperimenterende scenekunst side om side. Mere end 30 europæiske kompagnier og teatre præsenterer deres værker i Helsingør den sidste uge i juli. Program og billetsalg på www.passagefestival.nu      

Den årlige PASSAGE Festival bringer hvert år bringer verden til Helsingør, og forvandler både bykerne og boligområder til en legende og levende scene. At de mange og forskelligartede teateroplevelser kan opleves side om side og umiddelbart efter hinanden er der en mening med for PASSAGE Festivalen:

”Vi vil gerne bryde skellet mellem gadeteater og traditionelt sceneteater: Det skal ikke kun være stort og larmende, der må gerne være nogle helt andre rum, der får os til at reflektere også. Gadeteater er ikke kun letfordøjelig underholdning, og indendørs scenekunst er ikke kun skuespillere på en scene i et mørkt rum. Vi vil gerne give publikum mulighed for at opleve så meget forskelligt som muligt, og gerne noget de ikke havde forventet”, siger Jens Frimann Hansen, leder af PASSAGE Festival.

Festivalen har som altid et stort program for hele familien med internationale kunstnere, og præsenterer alt fra forestillinger i meget stor skala til bittesmå rejser inde i en campingvogn. Mange er gratis, mens nogle af forestillingerne kræver billet eller et PASSAGE festivalarmbånd.

Cirkus: Excentrisk, gennemkoreograferet, feministisk punk og med fuld fart på.   Det catalanske Kompagni Los Galindos har skabt den excentriske og højst usandsynlige cirkusforestilling MDR – Death from laughter, hvor tre klovne føler sig ansvarlige, da et publikum dør af grin under en forestilling. Spørgsmålet er, om retfærdighed kan opnås, og om den dødelige virus – latteren – kan stoppes.

Le G. Bistaki (FR) tager i den western-inspirerede Bel Horizon publikum med ud på det grønne område Sommariva ved Nordre Strandvej, og ind i en gennemkoreograferede æstetiske iscenesættelser og storslået episk fortælling hvor vaser, sværd, cirkus, teater og koreografi ændrer betydning undervejs.

I Breast in Peace udforsker M.P.A.C. (Mighty Performing Arts Collective) brysterne, med en god portion fysisk komik, fleksibel fysik, tå-krummende humor og virtuositet: For hvad siger bryster egentlig om den menneskelige tilstand?

Ovre i adrenalin-spektret kan man opleve bl.a. League & Legend af 15feet6 (BE), der humoristisk tager halsbrækkende cirkus på kollisionskurs med en lang række sportsdiscipliner i et akrobatisk battle mod hinanden og bevæbnet med stangsprings-stænger og sportstape.

Omvendt udfordrer Miguel Rubio fra Collectif Primavez (FR) snarere publikum i forestillingen Playground, der tager forholdet mellem kunstneren og publikum til nye højder. 8 meter, helt præcist. Så høj er hans Chinese pole, og han er helt afhængig af publikums hjælp for at forestillingen lykkes.

Premierer på PASSAGE Festival   Dance of the Fisherman er skabt af LOCATION X / LOCUS (DK + IRE + FIN) ved instruktør Caroline McSweeney og koreograf Taneli Törmä. Forestillingen skabes specielt til Espergærde Havn, hvor holdet arbejder hele juli måned for at skabe en billedmættet aften-vandretur, hvor du bliver trukket ind i fiskerens meditative verden og hører historier om lokale fiskere, deres fangster og deres liv.

Through the Wall er Thomas Bentin Works (DK) første livtag med byrummet: en udendørs koreografisk forestilling, der som en kamæleon kravler langsomt gennem byen og konstant skifter farve, tempo, temperament og udtryk. Publikum tages med ca. 1 kilometer gennem bylandskabet sammen med 3 dansere. Genopdag den særegne skønhed, som denne samling af cement, metal, kød og knogler, vi kalder en by, besidder, når kroppe klasker mod mure, smelter nedad trapper og ruller gennem græs.

Samarbejder på PASSAGE Festival   CRAWL CRAWL CRAWL er 2. del af Trilogi for Læringsrum af instruktør Jon Skulberg og Convoi Exceptionnel (DK). Forestillingen er et iscenesat korværk for tolv sangere, der opleves fra bassinkanten i Helsingør Svømmehal. Et korværk, der går i rette med vores velfærdssamfund, mens sangerne flydende søger efter en fælles røst. Værket er skabt i tæt samarbejde med komponist Lil Lacy, dramaturg Astrid Hansen Holm, dirigent Mathias Skaarup Sørensen, designer Kit Wan og vokalensemblet ENSEMBLE EDGE.

Simone Wierød (DK) undersøger også de systemer vi indgår i, i samfundet – praktisk, socialt, politisk og personligt. BOXED er en levende skulptur i byrummet, der skabes af publikum; Gennem instruktioner i høretelefoner bliver man en del af et større koreografisk system. BOXED er inspireret af programmerings-sprog og koreografisk organisering af software: datakoreografi, og er udviklet i samarbejde med CATCH.

Se tider og steder for de nævnte forestillinger nedenfor.
Se mange flere forestillinger i verdensklasse for store og små på www.passagefestival.nu.

Programmet for festivalen offentliggøres løbende i juni på hjemmesiden og kan findes i pdf og trykt form fra midten af juli. Hold også øje med programmet på PASSAGE Festivals sociale medier.

PASSAGE Festival arrangeres af Helsingør Teater og Dunkers Kulturhus i Helsingborg. Find programmet for Helsingborg på www.passagefestival.helsingborg.se     

Festivalen er støttet af Helsingør Kommune, Helsingborgs Stad, Statens Kunstfond samt af EU kommisionens Creative Europe program.