HamletScenen præsenterer ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL d. 5. – 11. august 2024

Igen i år inviterer Danmarks Shakespeare-teater HamletScenen til sommerens store udendørs begivenhed: ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 5. – 11. august på Kronborg – Home of Hamlet. I år står programmet på tre spektakulære udendørsforestillinger skabt af tidens mest anerkendte og nyskabende scenekunstnere fra både ind- og udland: TROILUS & CRESSIDA, HAMLET og SHAKESPEARE IN CONCERT.

I over 200 år har Kronborg været hjem for digteren og dramatikeren William Shakespeares fortællinger, værker og karakterer. Denne sommer videreføres den stolte teatertradition, når scenekunstnere og teaterkompagnier i verdensklasse opfører deres fortolkninger af de ikoniske hævntragedier og kærlighedskomedier til ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2024. På scenen ved voldgraven kan publikum glæde sig til at opleve enestående og eksperimenterende scenekunst under den åbne sensommerhimmel med selveste Kronborg som dramatisk kulisse.

HamletScenens teaterdirektør og kunstneriske leder, Lars Romann Engel udtaler:
“Vi ser virkelig frem til festivalen, der igen i år byder på en række stærke navne, både fra Storbritannien, Danmark og Helsingør. Med hovedforestillingen HAMLET af den verdensberømte trup The Lord Chamberlain’s Men, er der guf for rigtige Shakespeare-nørder. For de musikelskende står Helsingør Kammeropera og Det Kongelige Kapel klar med den fantastiske koncert SHAKESPEARE IN CONCERT, og hvis man trænger til et godt grin for hele familien, lægger teatergruppen SHAKES vejen forbi med forestillingen TROILUS & CRESSIDA. Årets program er på den måde en god blanding af traditionelle såvel som moderne fortolkninger af Shakespeare, og der er noget for enhver smag. Vi kan slet ikke vente med at se jer alle til en magisk teatersommer!”The Lord Chamberlain’s Men fejrer 20-års jubilæum på KronborgFor første gang nogensinde gæster Storbritanniens førende turnerende teaterkompagni The Lord Chamberlain’s Men ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL. Opkaldt efter Shakespeares eget teaterkompagni, som han skrev nogle af sine mest berømte stykker for, fejrer The Lord Chamberlain’s Men deres 20-års jubilæum, når de på autentisk vis bringer HAMLET til live. The Lord Chamberlain’s Men opfører historien om den danske prins Hamlet, som Shakespeare selv så den allerførste gang: Udelukkende med mandlige skuespillere, udendørs og i elizabethanske kostumer med musik og dans. Den britiske teatertrup har turneret i hele verden, hvor de gæster slotte og historiske venues, og på den måde er de et oplagt og perfekt match med HamletScenen og den traditionsrige festival på Kronborg.

To forestillinger man ikke må gå glip af
Festivalen får æren af at være første stop for det danske teaterkollektiv SHAKES, når de turnerer til sommer. Med sig bringer de tragediekomedien TROILUS & CRESSIDA – i samarbejde med Folketeatret. SHAKES ønsker at gøre Shakespeare folkelig, festlig og tilgængelig for alle. De vil mildest talt svine Shakespeare til og ruske ham godt og grundigt rundt, så alle kan få adgang til ham – som den folkelige gadedreng, han var og er. Deres motto lyder: “SHAKESPEARE TIL FOLKET”, og deres produktioner fusionerer Shakespeares ædle tradition med nutidig pop, mode og slang. Dette gør sig i den grad også gældende, når SHAKES puster nyt liv i kærlighedshistorien om Troilus og Cressida. En kærlighedshistorie besværliggjort af krig og politik, intriger og bedrag, ære og skam – eviggyldige temaer, der gør stykket nutidigt og relevant anno 2024.

SHAKESPEARE IN CONCERT er en fortryllende musikalsk rundtur i Shakespeares værker gennem tiden. Den to timer lange koncert er et samarbejde mellem solister fra Helsingør Kammeropera og musikere fra Det Kongelige Kapel. Sammen leverer de en stemningsfuld og gribende hyldest til Shakespeare i operaen, hvor publikum kan nyde uddrag af bl.a. Thomas´ Hamlet, Gounods Romeo og Julie og Verdis Othello. SHAKESPEARE IN CONCERT åbner op for nye fortolkninger af den udødelige dramatiker og giver mulighed for at lære ham endnu bedre at kende.Gratis introduktion og picnic på voldene
Hver aften inden forestillingen, vil der være en gratis Shakespeare-introduktion om, hvad Shakespeare og Kronborg har med hinanden at gøre og spørgsmålet om, hvorfor Shakespeares værker er aktuelle den dag i dag vil også blive besvaret.
Foto: Fotograf Bo Nymann

Derudover kan festivalgæsterne nyde en forudbestilt picnic på Kronborgs grønne volde inden forestillingerne.

Læs mere og køb billetter til ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2024 her: https://hamletscenen.dk/

Program for Shakespeare Festival 2024:
Den 5. – 6. august, kl. 19.00-20.30: TROILUS & CRESSIDA
Forestillingen er på dansk.Den 7. – 10. august, kl. 19.00-21.00: HAMLET
Forestillingen er på engelsk med danske overtekster.Den 11. august, kl. 15.00-17.00: SHAKESPEARE IN CONCERT

Shakespeare-introduktion
Den 5. – 10. august, kl. 18.15 inden TROILUS & CRESSIDA og HAMLET
Den 11. august, kl. 14.15 inden SHAKESPEARE IN CONCERT
Introduktionen er på dansk og engelsk.
www.hamletscenen.dk